Der var 7-10 km imellem drikke posterne, 500-700 ml. sports drik røg der ned ved hver post samt lidt brød og en halv power bar. For mig gjaldt det om at gennemføre, men alligevel skulle man jo nødig indhentes af dem man var løbet fra, så provianterne blev hurtigt indtaget.
Pludselig var den der, den meget omtalte “morderbakke”. En nedkørsel på 3,2 km, og en højde forskel på 400m, helt der nede lå fjorden, og der ned skulle jeg, føj for den lede, der blev lagt an til den store plov, godt ned i knæene og stavene ud til siden, så gik det ned af, et par små sving blev afprøvet for at sænke farten, men uden held, løjpen var for smal, og endnu en røvtur var uundgåelig.
Sådan fortsatte det 2-3 gange. Foran sås der nu en stejl kløft. En grønlandsk hjælper råbte, at der skulle fuld fart på ellers ville jeg ikke komme op på den anden side
Drengerøven kom op i mig, da jeg ikke kunne se bunden af kløften, jeg tøvede og kom selvfølgelig ikke op på den anden side.
De sidste 200m ned til fjorden bød på knoldet sne, og bare jord pletter, hvis ikke folk lå ned, gled de langsomt fra side til side, det var for tidligt til knækket ski og stave, så jeg gik ned med skiene i hænderne.
De sidste 10 km løb jeg tæt på en irriterende italiener, der på de lige strækninger skøjtede forbi mig (det er forbudt at skøjte), hvorefter at stå stille på bakkerne i en kæmpe plov og spærre det hele. På en bakke der senere viste sig at være den sidste, blev han endelig sat af.
56 km op ad bakke, og alligevel gik det hen over søen i rimelig harmonisk stil, i horisonten kunne der nu ses målbannere, tændstiks mænd, og små prikker. Det var teltene vi skulle sove i, farten blev hævet lidt af glæde over at første etape var gennemført, i tiden 5 timer 19 minutter, der blev klappet og ønsket hjertelig velkommen.
